Nye regler pr. 1. juli på beskæftigelsesområdet: Det betyder det for dig!

Færre møder, mere fleksibilitet og selvbetjening – sådan rammer beskæftigelsesreformen kroniske tarmsyge

Af Helle Eckeroth, Tarmforeningen

Fra 1. juli er der kommet nye regler på beskæftigelsesområdet, som særligt kan mærkes af dig, der lever med en kronisk tarmsygdom og har været sygemeldt, ledig eller i et forløb i jobcentret. Her får du de vigtigste ændringer i kort form.

Færre møder – mere behov
Kravet om præcis fire samtaler i løbet af det første halve år er afskaffet. Fremover aftales samtaler ud fra, hvad du faktisk har brug for – ikke efter en fast skabelon.

Farvel til fastlåste forløb
Ressourceforløb er afskaffet, og jobafklaringsforløb er på vej ud. Det betyder, at du ikke længere risikerer at blive “parkeret” i årelange, skematiske forløb.

Helbredet i centrum
Indsatsen tilpasses din sundhedstilstand, så du får en mere glidende vej tilbage til job – i dit eget tempo.

Mere digitalt selvstyre
Du får nu mulighed for selv at booke samtaler og melde Joblog elektronisk, uden at en sagsbehandler skal godkende hvert skridt.

Kommunerne måles anderledes
Kommunerne bliver ikke længere målt på, hvor mange samtaler de har afholdt, men på om borgerne reelt kommer i varig beskæftigelse eller uddannelse.

Mere fleksible sygedagpengeregler
Er du sygemeldt med et kortvarigt og ukompliceret forløb, som forventes overstået inden for 26 uger, skal du som udgangspunkt ikke længere til faste opfølgningssamtaler i kommunen. Udvikler sygdomsforløbet sig anderledes end forventet, eller trækker det ud over de 26 uger, gælder de tættere opfølgningsregler dog fortsat.

Med reformen forsvinder også uddannelsespålæg og jobrotationsordningen.

Har du spørgsmål til, hvad reglerne helt konkret betyder for dig?
Tag endelig kontakt til Tarmforeningens rådgivning på mail: social@tarmforeningen.dk.

Du kan også læse spørgsmål og svar om reformen på: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering