Ny identitet

Vi skriver det med småt STORT

Mindre tabu. Mere viden.

Direktør Mogens Damgaard præsenterer Tarmforeningens nye logo på årsmødet 2026
På årsmødet 2026 præsenterede direktør Mogens Damgaard Tarmforeningens nye visuelle identitet for lokalafdelingerne.

Tidligere på året skiftede vi navn fra Colitis-Crohn Foreningen til Tarmforeningen. Nu får vi også et nyt logo og en ny visuel identitet. Det nye udtryk skal vise, hvem vi er og give tarmområdet en markant stemme.

Hvordan går det?

”Jeg har det fint.”

Det er bare lettere at sige end at forklare, at maven gør ondt, at trætheden fylder, og at en tur hjemmefra kræver, at jeg ved, hvor der er et toilet.

Det svar kender mange. Måske også du. Den lille stjerne peger på alt det, der ikke bliver sagt, men som fylder meget i hverdagen.

Det er den slags fortællinger, vi vil give mere plads. Tarmsygdomme og tarmproblemer påvirker menneskers liv, men kan være svære at tale om. Ord som lort, diarré og uheld bliver pakket ind. Nogle gange bliver de slet ikke sagt.

I Tarmforeningen vil vi være modige og sige tingene lige ud. For når vi taler om det svære, bliver det lettere at søge viden, finde støtte og blive forstået.

Hele Danmarks tarmforening

Vores nye navn åbner døren for flere. Vi vil favne hele tarmområdet og samle mennesker på tværs af sygdomme og tarmproblemer og deres pårørende.

Vi tager vores erfaring om tarmsygdomme med os. Den viden og de fællesskaber, vi har bygget op, er en vigtig del af vores fundament. Hver enkelt sygdom skal fortsat have plads og tages alvorligt.

Samtidig vil vi gøre flere opmærksomme på, hvor meget tarmen betyder for menneskers liv. Vi vil styrke forståelsen i familien, på arbejdspladsen, i sundhedsvæsenet og hos de politikere, der træffer beslutninger om vores vilkår.

Vi vil samle flere og tale med en stærkere stemme. For alt for mange lever med udfordringer, som omverdenen hverken ser eller forstår.

Sygeplejerske Julie smiler, mens hun kigger på en tablet med Tarmforeningens nye logo
Tarmforeningens nye visuelle identitet er blevet vist frem for både patienter og fagpersoner. Sygeplejerske Julie fortæller: ”Vores patienter har brug for en modig patientforening, og det synes jeg i hvert fald, at det nye udtryk er med til at bane vejen for.”

En lille stjerne med en stor opgave

I vores nye logo finder du en asterisk; en lille stjerne, der henviser til en forklaring med småt.

Den fortæller, at der er mere, vi skal have med for at forstå hele historien.

Sådan er det også med livet med tarmsygdom. Et kort ”jeg har det fint” fortæller ikke nødvendigvis om smerterne, bekymringerne eller de hensyn, der former dagen. Og når tarmsygdom bliver overset i den offentlige samtale, bliver menneskers behov det også.

Derfor har asterisken fået en central plads i vores logo. Den minder os om at se efter det, der mangler, stille spørgsmål og få det oversete frem i lyset.

Vi åbner op, når andre lukker ned. Vi siger tingene lige ud, når ordene bliver pakket ind. Vi skriver det med småt STORT.

Vi vil have mindre tabu og mere viden

Vi vil nedbryde tabu og give dig og alle danskere mere viden om tarmen. Om sygdommene. Om symptomerne. Og om alt det, der følger med i livet.

Vi vil skabe plads til spørgsmål, som kan være svære at stille, og erfaringer, som kan være svære at dele. Vi tør tale om lort, smerter og uheld, fordi tavsheden kan gøre livet med tarmsygdom endnu sværere.

Vi vil være modige på dine vegne. Du bestemmer selv, hvad du vil fortælle. Vi tager ansvar for, at der er plads til at sige det.

Tre personer står på en græsplæne ved Tarmforeningens roll-up med teksten ’mindre tabu. mere viden.’

Et udtryk, du vil møde flere steder

Det nye logo følges af nye grafiske elementer og ikoner. Tarmen, taleboblerne og asterisken giver os et fælles visuelt sprog, som du vil møde i magasinet, på hjemmesiden, på sociale medier og i vores øvrige materialer.

Udtrykket skal gøre Tarmforeningen lettere at genkende og vores budskaber tydeligere. Og hver gang den lille stjerne dukker op, skal den minde om vores ambition:

Vores ambition Vi vil give det oversete plads – og mennesker med tarmsygdomme en stærkere stemme.